Heller ingen New York Marathon i år ...

Så kom endelig den store lodtrækning til New York Marathon… Og efter adskillige serversammenbrud, kunne jeg her til morgen komme igennem til min profil-status på ingnycmarathon.org. Der var beskeden desværre: Not accepted. Øv bøv…

Det var andet år i træk jeg søgte – og andet år jeg ikke kom ind. Jeg havde håbet på, at det skulle være i år. Det havde passet godt ind i planerne, børnene er mere end klar til at se New York og min gode ven og nabo er klar til at tage med som support.
Men det skulle altså heller ikke være i år!

Reglerne, som de er nu, siger, at men får ”guaranteed entry” efter tre forgæves lodtrækninger. Det vil sige, at jeg er sikret deltagelse i 2014, hvis jeg heller ikke kommer ind i 2013. Så … Bottom line: Jeg skal nok få et ”check mark” ud for New York Marathon!

For godt tre uger siden fik jeg ondt i acillesscenen efter nogle hurtige løbepas (4:00 km/min). Jeg læste med det samme et par artikler om problemet, der langt fra er ukendt for løbere, og fandt ud af, at opskriften var: udstrækning, styrketræning og neddrosling af løbetræningen eller løbepause. Jeg fortsatte min cykel- og svømmetræning – og samtidig lavede jeg en masse udstræk af acillesscenen og styrketræning af lægmusklen. Efter 14 dages løbepause løb jeg 3 km i rolig tempo – uden efterfølgende at kunne mærke smerte. Næste tur blev 5 km i rolig tempo – og her godt tre uger efter, blev det til en 7 km i moderat tempo (4:30 km/min) – også uden smerter. Det går fremad – men jeg vil dog stadig holde lidt igen de næste par uger.

Challenge Århus nærmer sig! Stævnet er rykket frem til 17. juni i år. Det er to uger tidligere end sidste år. Jeg tror nu ikke det gør den store forskel. Vandtemperaturen var sidste år højere i midt juni end starten af juli. Det er dog midt i min tid med prøver og censorater – men jeg har fået et godt program, så det bliver tid til ”den sidste olie” inden den halve Ironman – og lidt ro på lige efter.
Mit mål er fortsat at komme i top 20 i min age group. Det bliver svært – men jeg forsøger. Nu kender jeg distancen – og mine grænser.

Cykeltræningensfasen er gået over i udendørs træning. Jeg kører en del tunge bakkeintervaller på Munkebjerg og moderate ture på min almindelige racercykel. Jeg er også begyndt at køre en del40 km tempo-pas på min TT med aero-hjelm. Wow, det går stærkt! Forleden røg der over 5 minutter af sidste års bedste tid på den distance!

Svømmetræningen går stadig fremad. Jeg kan mærke fremgang i både teknik og tider. Når jeg svømmer distance, som normalt er 2000 meter, ligger jeg nu under 19 min/km. Det er ok – men jeg ville gerne længere ned.

Jeg har nu tilmeldt mig DM Triathlon kort i Fredericia 1. juli. Distancen for age group er OL-distancen på 1500 metersvømning, 40 kmcykling og 10 kmløb. I age group er der, modsat til Elite-klassen, ikke tilladt med draft på cyklingen. Altså enkeltstart, som ved halv og hel Ironman – hvilket passer mig fint.

Jeg er spændt på hvordan det kommer til at gå. Jeg er jo ikke nogen torpedo i vandet – og min afsluttende 10-km er heller ikke voldsom hurtig. Men nu skal det prøves…

Når jeg ser tilbage på min løbekarriere – har jeg prøvet lidt af hvert. Mine første rigtige løbesko, var et par blå og orange Nike Waffle. Det var dengang i begyndelsen af 1980’erne, hvor der ikke var noget der hed gel, air, pronationskiler, asymmetrisk snøring o.s.v – og Nike var stadig relativ nye på det danske marked. Jeg var langdistanceløber – og mine Nike Waffle var fantastiske: De var tunge, klodsede – men de kværnede et par tusind kilometer, uden det kunne mærkes på dem.
Da jeg senere løb mere og mere mellemdistanceløb – prøvede jeg kræfter med både New Balance, Tiger og Karhu – men faldt for Brooks Chariot som mængdeløbesko. Brooks var cool. Brook var ikke til at slide op.
Det blev til en del Brooks løbesko gennem tiden. Man da Nike endelig fik styr på deres Nike Air, var jeg solgt.
Da jeg mange år senere tog løberiet op igen – anskaffede jeg mig selvfølgelig et par Nike Air. Dem var jeg imidlertid ikke tilfreds med – så jeg købte et par Asics GT 2150. Her kunne jeg mærke, at der var en sko, som kunne og ville noget. Efterfølgende blev det til både Asics Nimbus og Asics Kayano – som begge er super til mængdetræning.
Sidste år købte jeg et par Asics Gel DS Racer. En let løbesko til de kortere og hurtige distancer. Skoen er super lækker – og hurtig. Men den er bygget op over en forholdsvis smal sål – så distancer over 10 km er no-go! Da jeg løb ½ maraton og maraton i henholdsvis Challenge Aarhus og Challenge Copenhagen, valgte jeg Asics Kayano. De er tunge og klodsede – men jeg valgte komforten.

Men i vinter fladt jeg over Asics Gel DS Trainer 16 i en løbebutik i Flensborg. Efter en kort løbetest var jeg ikke i tvivl. Her var løbeskoen, som var let, havde fart, komfort og stabilitet – og så var den super cool!

Jeg har nu løbet 250 – 300 km i mine Asics Gel DS Trainer 16. De er fantastiske. Men nu er de kommet i en 17-udgave. Fuldstændig magen til – men i meget neon-grønne farver! Øv da …

Jeg har nu fået et ekstra par røde Asics Gel DS Trainer 16 hjem fra en webshop i Tyskland.

Put on your red shoes and dance the blues …

Vinterspinning - en varm og meget anderledes verden...!

Forleden var jeg til et foredrag med Hasse Højland. Hasse gennemførte i 2011”Rool Over America” (ROAM). Et cykeladventureløb for kabinecykler – på 5422 km på fire uger. En tur tværs over USA! En fantastisk sej præstation!
Hasse kom bl.a. ind på,  at han i samtaler med Chris MacDonald, havde lært, at man altid skal frygte distancen. Man skal være ydmyg og have respekt, for det man kaster sig ud i.
Det kan ikke siges meget mere rigtigt!

For godt et år siden, hvor jeg var på vej mod min første halve Ironman, skrev jeg noget om vejen til målet.
Jeg skrev: ”Vejen til målet kan være lang – og smertefuld. Det er på vejen mod målet, at man møder sig selv, lærer sine grænser at kende – og flytter dem. Man lærer at beherske tålmodigheden, lærer at acceptere den lange vej – og lære at elske smerten. Når målet ligger langt forude, er det – udover at sætte sig nogle realiserbare delmål – også vigtigt at arbejde med tålmodigheden. Forbedringerne, resultatet af de mange træningspas, kommer ikke hurtigt og pludseligt. De kommer langsomt, glidende og kan ikke registreres fra dag til dag”.

Det er vigtigt, at man altid frygter distancen. Ydmygheden og respekten er en nødvendighed. Det er tvivlen, som er en vigtig drivkræft mod målet. I år er målet den halve Ironman ved Challenge Århus 17. juni. Jeg kender distancen. Jeg kender endda den dobbelte distance fra min hele Ironman. Men alligevel er det vigtigt, at være ydmyg og have respekt for distancen. Ikke mindst fordi jeg i år har udvidet målet. Målet er ikke blot gennemførsel – men en top-20 placering i min age-group. For at kunne realisere dette, skal jeg ”smide” 25 – 30 minutter på min sluttid. Der skal arbejdes intenst med alle tre discipliner – og skiftene.
Med de erfaringer jeg gjorde mig sidste år, har jeg det basale på plads. Jeg ved hvor jeg kan lære af mine fejl. Jeg ved også, hvor jeg kan finde det minutter der skal til.
Modsat sidste år kan jeg registrere forbedringerne relativt hurtigt. Min svømning bliver bedre og bedre. Jeg træner nu en del HIIT. Det bliver som regel 10 x 50 meter intervaller. Og det giver bonus. Min kilometertid, når jeg træner langdistance, er nu lige under 20 min/km – og jeg kan mærke, at der er mere at hente endnu.
Min løbetræning går efter planen. Jeg træner lidt HIIT og en del relativ korte tests på 5 – 10 km. Jeg ligger nu på ca. 4:30 min/km. Med mere HIIT i løbet af foråret, skal jeg ned og ligge stabilt omkring de 4:15.

Cykeltræningen foregår i øjeblikket som spinning. Enten i træningscenter eller hjemme. Hjemme laver jeg enten ren HIIT, korte og ekstrem hårde træningspas – eller længere pas med tunge intervaller. Spinning er en helt anden verden. Hård og varm – og til tider meditativ. Det bliver dog godt at komme på landevejen til foråret!
Og fysikken er hvor den skal være:

Vægt: 74 kg
Hvilepuls: ca. 42
Restitutionspuls: 47 – 52 bpm

Motivationen er i top. Der er 158 dage til Challenge Århus …

”Viljestyrke er noget vi gør – ikke noget vi har. Viljestyrke er at gøre ting, vi ikke har lyst til, men vi gør dem alligevel og har det godt bagefter”

Chris McDonald

Starten til Challenge Aarhus 2012 går 17. juni

Mit første mål for næste års sæsonen er nu sat: Challenge Aarhus 2012 den 17. juni. Målet i år er ikke kun gennemførelsen, som det var sidste år. Målet er at give fuld power! – og slutte i top 20 i min age-group.

En sluttid på omkring 5:20 vil være det der skal trænes hen imod. Sidste år sluttede jeg som nummer 48 ud af 91 startende i min age-group. Det var acceptabelt, da det var min første halve Ironman. Men kende jeg distancen og jeg ved, at jeg kan hente tid ved at forbedre flere ting:

Svømmetræningen skal intensiveres og teknikken skal justeres til mere fart. Ved cyklingen skal der arbejdes med en mere aggressiv kørestilling – og jeg vil til at træne mere efter H.I.I.T metoden. Det samme gør sig gældende ved løbetræningen: Flere træningspas med Høj Intensiv Interval Træning (HITT). Derudover skal der mere fokus på styrketræningen – som specielt vil komme svømningen til gode. Sidt, men ikke mindst, skal jeg træne og markant forbedre mine skift i T1 og T2.

Kalenderen står nu på 1. november. November måned kommer til at bestå af 3 – 4 træningspas pr. uge. Nøgleordet er lyst og motivation.
Første december starter jeg op med den systematiske træning: Et progressivt specialprogram på godt 30 uger.

Sometimes you’re ahead, sometimes you’re behind
The race is long and in the end, it’s only with yourself…
Baz Luhrmann, “Everybody’s Free”

Jeg kom godt fra start, selv om der foran lå 70 ryttere, som skulle køre den lange distance. Det lykkedes mig dog at få overhalet de fleste på den første omgang – og da jeg passerede mål og skulle ud på min sidste omgang, lå jeg på en 14. plads overalt – og en 2. plads på den korte distance.
Jeg fortsatte det hårde tempo på hele anden omgang – og kom i mål på en sikker 2. plads ud af de 76 startende på den korte distance.

Det var skønt endelig at få brændt kroppen igennem igen. Efter min ankelskade for 14 dage siden, har jeg kun kørt spinning tre gange og været en enkelt træningstur i skoven på mountainbike. Men ved alle træningspasne  har jeg holdt igen for at skåne foden. I dag gav jeg den så fuld gas – og kunne intet mærke til anklen.

Nå ja … overskriften giver associationer til den smalle engelske film ”My Left Foot” (Min Venstre Fod) fra 1989, instrueret af Jim Sheridan og med Daniel Day-Lewis i hovedrollen, som også vandt en Oskar for dén rolle. Filmen, som handler om en mand, som er stærkt lammet. Kun hans venstre fod fungerer normalt. Med undtagelse af moderen anser omverdenen ham også for at være psykisk handikappet. Brown lærer sig imidlertid at skrive med sin fod og bliver en kendt forfatter og maler. Desværre har han en kraftig hang til alkohol og et meget stærkt temperement… Se den, der er fantastisk.
Nå … Men en skade er altid lig med fravær af træning og evt. konkurrence, som igen er lig med fysisk og psykisk ubehag. Jeg har nu haft foden oppe i 3 dage. Ikke ligefrem en disciplin jeg er god til – og manglen på cardio-aktivitet og restløsheden kan drive én til vanvid.
Der er dog nu fremgang at spore. Hævelsen er faldet en del og ømheden er aftagende. Tilbage er dog stadig en fin farvepalet i farverne sort- og blålige nuancer!
Jeg har måtte vinke farvel til en mtb-enkelstartsløb, som jeg ellers havde set frem til. Nu satser jeg på, at jeg kan blive race.ready til MTB-KLASSIKEREN den 16. oktober på hjemmebane i Søndermarksskoven – men egen baghave!

Min Venstre Fod – på Scope.dk

Efter min Ironman ved Challenge Copenhagen for godt 1½ måned siden, var det svært at “give slip” på den gode form. Jeg var hurtig restitueret og stadig motiveret – så jeg fandt et nyt mål: DM Cross Duathlon. Jeg fik omlagt træningen til kortere og mere intense træningspas – og det er også blevet til en del mountainbiketræning og terrænløb i skov.

Starten på de første 3 km terræn løb gik udemærket.  Jeg hag på de forreste over de først stigninger – men jeg måtte efter små 2 kilometer slippe og gå lidt ned i tempo. Ved det sidste nedløb inden målområdet, vrikkede om på foden. Jeg kunne høre et smæld – men smerten var ikke større, end jeg kunne løbe videre. Jeg kom ind i skiftezonen omkring top 15.
Skiftet til mountainbike gik godt og hurtigt. Og allerede på de første opkørsler foretog jeg de første overhalinger. Jeg kunne ligeledes se, at jeg havde betydelig bedre teknik og overskud på singletraks og nedkørsler. Efter første runde af 5 km havde jeg indhentet 5 konkurrenter – og på den sidste tog jeg yderligere 3. Jeg kom ind i skiftezonen omkring 8. pladsen
Skiftet til 2. løbepas gik nogenlunde. Jeg kunne dog mærke, at foden gjorde lidt ondt, da jeg begyndte at løbe på den, men det var til at holde ud! Jeg blev dog ret hurtigt indhentet og distancerede af 4 – 5 konkurrenter.
Skiftet til 2. og sidste mountainbiketur gik perfekt – og jeg fik med det samme god fart i cyklen. Jeg kunne igen se, at der var stor forskel mellem mig og mine nærmeste konkurrenter hvad teknik og fart angik. Jeg var flyvende  - og fik igen kørt 5 – 6 konkurrenter ind på de 10 km mountainbike.
Da jeg skulle skifte til sidste løbetur, fik jeg en smule krampe i begge lægmuskler – og samtidig gjorde foden lidt mere ondt. Men jeg fornemmede, at jeg var godt med fremme – så det gjaldt bare om at æde smerten og komme derudaf…
På de sidste 3 km løb blev jeg kun indhentet af to af mine konkurrenter – den ene, fra min age-group, snuppede 2. pladsen med 30 sekunder ned til mig!

Og foden … Den er forstuvet, hævet og er ved at blive blå-gul-sort. Ikke noget kønt syn…  :-(

Nu er jeg Ironman!

Much Better Down There

Jeg blev sendt af sted med 5. startfelt kl. 07.45. Foran lå 3,8 km svømning i Amager Starndparks lagune. Vandet var roligt – men ikke særlig varmt. De første 5 minutter, var som altid kolde og intense. Rytmen skulle findes og vejrtrækningen på plads. Men modsat min halve Ironman i Århus, blev jeg ikke ramt af mine konkurrenters fødder og arme. Jeg lagde kursen i den yderste del af feltet og holdte god afstand til rundningen af første bøje. Jeg fandt en rigtig god rytme. Alt fungerede perfekt.

Kursen var nordpå – først unde én bro – så under én til – og da jeg hele tiden kunne se bunden, var det let at navigere.
Pludselig var jeg ved vendepunktet. 180 grader rundt – og så gik det sydover. Under tre broer – hvor den sidste var en ren folkefest ved bredden. Og så lige lidt nordpå igen – og i mål.
Svømningen gik over al forventning. Min crawl fungerede perfekt. Jeg ramte et fantastisk flow – en meditativ fornemmelse. Jeg tænkte flere gange på Eric Serras suveræne musik til filmen Le Grand Bleu. ”It´s much better down there”. Jeg forstår godt fornemmelsen nu.

Da jeg kom op af vandet, var jeg ved at falde. Mine ben ville ikke rigtig bære mig – og jeg var fuldstændig rundtosset. Heldigvis – og af samme grund – stod der venlige hjælpere klar til at tage imod. Jeg fik en hånd – og vraltede op mod Skiftezone 1.

Jeg tog mig god tid. Jeg fokuserede på at få tørret mine fødder og få masseret mine ben ind i varmecreme.

180 km enkeltstart er vanvittigt!

Jeg har før kørt enkeltstart på 20 – 40 km. Her æder man sig selv, kæmper med vinden, mælkesyren og tiden. Men når distancen er fem gange så lang – er det deciderede vanvittigt! Og det handler om noget helt andet. Udholdenhed, rubusthed – og ikke mindst, at økonomisere med kræfterne. Intet er lettere end at trykke den af op af Strandvejen med 45 km/t i medvinden. Men jeg kørte taktisk og klogt. Jeg holdte hastigheden nede på de 32 – 34 km/t fra Hellerup til Humlebæk. I side- og modvinden fra Humlebæk – Fredensborg – Hellerup pressede jeg de ikke over de 30 km/t.

På nær et par mindre kriser i modvinden, både på første og anden omgang – oplevede jeg cyklingen som yderst vellykket. Jeg kunne kontrollere farten og kræfterne – og jeg kunne se på tiden, at det var gået godt.

I skiftezone 2 brugte jeg igen tiden til, at få tørret mine fødder, får rene strømper på og masseret mine ben – der var godt ømme og brugte.

Pain is weakness leaving the body

Jeg følte, modsat mange andre, at overgangen fra cykling til løb var forbavsende let. Jeg kom hurtigt ind i en god rytme – og kunne holde et tempo på 5:20 – 5:30 pr. km. Sådan gik det, let og med godt mod. Der var overskud – også til at nyde den fantastiske stemning langs ruten. Lige indtil godt 20 km. Så kom krisen!

Benene blev tunge. Det gjorde ondt over alt – men mest i benene. Og mentalt var der forbandet langt igen (halfway is no way!). Tempoet gik ned – og ved forplejningerne måtte jeg ned og gå små hundrede meter, før jeg kunne løbe igen.

Jeg vidste udmærket godt, at sådan en krise, mest af alt, foregår i hovedet: Selvmedlidenhed!

”Smerten er svaghed der forlader din krop”, som det så populært hedder i USMC. Det handlede om at ændre fokus. Jeg fandt små delmål på ruten. Så frem til næste forplejning, næste sving – og pludselig var der 3 km til jeg rundede de 30 km – og dermed skulle ud på den sidste af de fire omgange.

Da jeg løb ud på de sidste 12 km fandt jeg kræfterne igen. Jeg følte benene blev gode – og fandt en god rytme. Jeg ænsede ikke engang regnen, som ved 20 km gjorde mig kold og udmattet. Jeg var løbet fra min krise – ind i det løbere kalder ”runners high”, en tilstan af lykke og uovervindelse.

Pludselig befandt jeg mig på opløbsstrækningen, hvor der trods den tiltagende regn, stadig stod massevis af mennesker og heppede. Jeg kom i mål – fik et håndklæde om skulderne og et kamera stukket op i ansigtet. Smil!

Jeg så en mand række en medalje hen mod mit hoved … og først da jeg stod med medaljen omkring halsen, så jeg at det var Rasmus Henning – en af verdens bedste Ironmen – der med et stort smil trykkede min hånd og sagde ”Tillykke”.

Fantastisk!

Min Ironman var kulminationen af min målrettede træning. De mange timers træning på spinningscyklen, i løbeskoene, i svømmehallen, på landevejscyklen og i Vejle Fjord.

Min Ironman var at presse mig selv helt derud, jeg for blot 10 måneder siden, ikke troede var muligt. Min Ironman var at finde nye dimensioner i mig selv

– og måske i livet: Lev det nu det satans liv!

Data:

Swim: 1:27:40
T1: 0:14:43
Bike: 6:10:03
T2: 0:06:07
Run: 4:54:42
Finish: 12:55:13

Foran mig lå 1000 meter svømning i Århusbugten (afkortet fra 1900 m pga regler om open-water svømning i vandtemperatur under 14 grader), 90 kilometer cykling (Århus – Odder – Skanderborg – Århus) og til slut en halv-maraton i det indre af Århus by (en halv-marathon på 21,1 km).

Vandet var meget koldt. Mine fødder blev nærmest følelsesløse, da jeg gik ud i vandet. Men starten gik – og sammen med ca. 350 andre triatleter i wave 5, kastede jeg mig ned i vandet. De første par minutter var frygtelig kolde. Men hurtigt blev det kolde vand varmet op i min våddragt. Jeg koncentrerede mig om at finde en cralw-rytme – men blev efter kort tid afbrudt, da jeg fik en fod i hovedet fra den foransvømmende. Jeg fik slugt lidt vand og måtte en tur om på rygcralw – hoste og spytte – og så videre om på maven igen … Forholdsvis hurtigt var jeg nået ud til den første af de to vendebøjer. Men her tætnedes feltet, som jeg lå midt i, hvilket resulterede i, at jeg igen fik en fod (eller var det en arm?) i hovedet – og igen måtte sluge lidt Århusbugtvand – og en tur om på rygcrawl.
På returvejen mod strandbredden søgte jeg lidt længere ud i kanten af feltet – fik lidt mere plads og fandt en god rytme. Jeg løb op af vandet efter 21:05 minutter.

Ved skiftet til cykelturen gav jeg mig forholdsvis god tid. Jeg var fokuserede på få tørret mine fødder og ikke stresse i transitionzonen. Efter godt 8 minutter sad jeg på cyklen og var på vej ud på de 90 km.

De første 30 km mod Odder gik meget stærkt. Der var god rygvind – og hastigheden lå mellem 38 – 45 km/t. Men de næste 30 km fra Odder mod Skanderborg var der sidevind og en del bakker – jeg lå alligevel på en gennemsnitshastighed på 32 – 34 km/t og havde det fint. Benene føltes gode…
På de sidste 30 km fra Skanderborg mod Århus var der modvind – men jeg var inde i en rigtig god rytme – og fortsatte i et tempo på omkring de 30 km/t – trods modvinden.
Jeg ankom til Århus efter 2:45:08. Set i bakspejlet kørte jeg lidt for stærkt. Jeg overhalede konstant forankørende ryttere – blev revet med af situationen – men brugte nok lidt for mange kræfter på cykeldelen.
Og der var kontant afregning lidt senere!

Ved skifter til halvmaratonen fokuserede jeg igen på at på få tørret mine fødder, får skiftet strømper – og ikke at stresse. Efter godt 6 minutter var jeg på vej ud i Århus gader.

Men efter at have løbet få hundrede meter mærkede jeg, at musklerne i mine for- og baglår trak sig sammen. Krampen lå og lurede! Og efter små to kilometer sad den dér! Mit venstre baglår gik i krampe – og jeg måtte stoppe. Jeg forsøgte at lave lidt udstrækning, men det betød blot flere kramper andre steder. Jeg så to muligheder: Stoppe – give op! – eller forsøge at forsætte. Jeg valgte det sidste. Jeg gik 10 meter, luntede 10 meter – og krampen forsvandt gradvis – og var til at holde ud.
Resten af de 20 kilometer frygtede jeg kramperne skulle komme igen. Derfor valgte jeg at afpasse hastigheden og intensiteten efter hvordan benene havde det. Det virkede – og kramperne kom ikke igen. Jeg løb halvmaratonen på 2:04:14.
Halvmaratonen i Århus midtby foregik på en spektakulær rute. Men ikke ligefrem den mest løbervenlige rute. Seks gange skulle der løbes ned i en parkeringskælder, seks gange på igen – og vejen op til Kunstmuseet Aros betød trapper! Ikke ligefrem ideelle forhold i slutningen af en halv ironmandistance.

Min sluttid blev 5:25:32 (hvilke ville svare til en sluttid på halvironman-distancen på 5:46:00, hvis svømmedelen havde været de 900 meter længere ).
Challenge Århus var en stor oplevelse. Jeg er godt tilfreds med hvordan kroppe reagerede på strabadserne - og jeg er godt tilfreds med resultatet som nr. 48 i min aldersgruppe med 86 gennemførte.

Efter én hviledag var jeg i løbeskoene igen. På cyklen dagen efter igen …
Der er 37 dage til næste udfordring …!

Træningen er forløbet godt – og jeg kan mærke, at jeg fysikken og psyken er klar.
Svømmetræningen var hård og svær i starten, men da der kom flow i cralwteknikken, gik det fint fremad. Senest har jeg svømmetrænet i Vejle Fjord, hvilket også gik fint – selvom saltvand ikke ligefrem smager godt!
Cykel- og løbetræningen er også gået efter planen. Efter vintermånedernes spinning og løbebånd, var det skønt at komme ud – og senest er der kommet en forbløffende lethed over, at holde det forudbestemte tempo. Den store turbodiesel er indstillet – og klar!

De sidste forberedelser består i at få tjekket op på og gjort udstyr og grej klar. I dag kommer der dæk, kæde og kasette med DHL fra England – så cyklen kan blive raceklar.
De næste par dage står den på let løbe- og cykeltræning – og påflydning af kulhydrater …

Vejen mod det første mål har været lang. Mange timer er lagt derude – i det univers, hvor jeg trives bedst. Derude, hvor det hele smelter sammen, hvor bekymringer bliver til svedperler, hvor dét hele giver mening - og hvor jeg henter enerigen til hverdagen.

“The road is long, it’s a long hard climb
I been on that road such a long of a time
Yes the road is long, and it winds and winds
When I think of the love that I left behind”
Bob Dylan